2. Advent

2. Advent

Glædelig anden søndag i advent. Dagens adventsskriv handler om noget af det bedste ved julen - hjemmebag! Jeg har samlet nogle af mine yndlingsopskrifter, som jeg og familien laver hvert år i december - så kan I også få glæde af dem. 

I mit barndomshjem var der jul for fuld skrue, og det er der faktisk endnu. Julepynt og nisser, julehjerter, kalenderlys og adventskrans. Kalendergaver, konfekt og julebag. Min mor er en sand julenisse - tilmed i størrelse også ;-) 

Her kommer tre af mine yndlingsopskrifter. 

Mormor Krulls æbleskiver

Hver d. 1. søndag i advent stod den, som jeg husker det, altid på gæster og min mors hjemmebagte æbleskiver. Den opskrift vil jeg ikke snyde jer for!

500 g. mel
1 spsk. sukker
1 tsk. salt
4 æg
8 dl. kærnemælk 
3 tsk. natron 

Æg, sukker og salt piskes og blandes med kærnemælk og derefter mel og natron. Steg i æbleskivepande. 

 

Verdens bedste vaniljekranse 

Hvert år i december får jeg leveret mindst 5 slags småkager (= 5 dåser) fra Sydfyn – en slags abonnementsordning, der startede dengang jeg flyttede hjemmefra for over 30 år siden. Vaniljekransene er min favorit. Min søster får samme mængde og det gør én af min mors veninder også. Jeg er ret sikker på, at min mor tørlægger Sydfyn for smør i december.

500 g. mel 
375 g. smør
250 g. flormelis
1 æg
100 g. hakkede mandler
1 stang vanille 
1/4 tsk. hjortetaksalt 

Det hele æltes sammen og formes til kranse. Bages ved 170-175 grader alm. ovn i 10 minutter. 

Gastros (hemmelige) opskrift på brunkager 

Vi har fået lov til at dele denne skønne opskrift på min datters yndlingsbrunkager. Hun har spist oceaner af dem hos en veninde - selv i januar. Opskriften har været i Gastro Magasinets 'Gastro Selection No.1', så al ære til de skønne brunkager tilfalder Jesper, der står bag - og vi er så glade for at bage dem hvert eneste år!

150 g. mandler
500 g. smør
500 g. sukker
250 g. lys sirup
4 spsk. stødt kanel
1 spsk. stødte nelliker 
2-3 spsk. hakket sukat
15 g. potaske
1 kg. hvedemel 

Hæld kogende vand over mandlerne, og lad dem stå lidt, til vandet bare er lunt. Smut og hak dem så. Smelt smørret ved svag varme, tilsæt sukker og sirup og rør sammen. Vend kanel, nelliker, sukat og mandler i - og nyd duften af jul! Rør potaske ud i ganske lidt kogende vand, til det er opløst, og tilsæt det. Lad denne masse køle af til noget nær stuetemperatur. 

Rør den afkølede masse godt igennem, kom derpå melet i og rør til en ensartet dej. Rul dejen ud i tykke pølser, runde eller firkantede, som man nu ønsker. Lad dejen hvile tørt og køligt under et viskestykke til næste dag. 

Skær papirtynde skiver af de kolde dejpølser, fordel dem på smurte bageplader, og bag brunkagerne i 3-4 minutter ved 185 grader i en forvarmet ovn. Løft de nybagte og varme, bløde brunkager forsigtigt over på en rist med en palet, og lad dem køle helt af og blive hårde, før de pakkes ned i dåser eller glas med tætsluttende låg. Er kagerne ikke afkølet helt, før de pakkes ned, bliver de bløde. 

Sig endelig til, hvis I prøver dem af, og send gerne et billede på Instagram eller Facebook - så kan vi dele julehyggen og forhåbentlig lade julefreden og duften af jul sænke sig rundt omkring. 

Rigtig god søndag fra os hos WAUW design! 

Sussi Krull