1. Advent Anbefalinger

1. Advent Anbefalinger

I dag er det første søndag i advent, og WAUW designs første adventskalender er nu begyndt. På hver adventssøndag i år, vil vi komme med et lille skriv med forskellige anbefalinger, som jeg og resten af WAUW design teamet gerne vil give videre.

Dagens emne er: Keramikerkollegaer.

Jeg vil gerne give et rygklap og de varmeste anbefalinger til tre af mine københavnske keramikerkollegaer, som gør det så godt på hver deres fine måde. De tre keramikerkollegaer er nogle, som jeg har mødt gennem messer rundt omkring i Danmark. Det har altid været en fornøjelse at kunne udveksle ideer, tvivl og ikke mindst en masse dårlige jokes med på de lange messedage med dem. Vores keramik er meget forskelligt, og det er et godt billede på alsidigheden af materialerne, vi arbejder med. Læs med og lad dig inspirere. 

Lars Rank 

Lars er en rigtig god kollega, som jeg gerne ringer til om fif, gode råd og ikke mindst en hyggesnak. Som nævnt, kender jeg Lars fra diverse markeder og messer, hvor vi har fordrevet mange timer side om side ved hver vores stand. Der er blevet vendt mange keramiske problematikker og det har været skønt at kunne sparre med ham. Og så bliver der altid udvekslet mange dårlige jokes, og Lars er generelt virkelig sjov og underholdende.

Lars er fantastisk til at mikse lertyper, samt udvikle former og glasurer på en meget ’hands-on’ måde, som er utrolig befriende og frembringer virkelig fine produkter. Lars' keramik er både befriende og sjov, præcis som hans arbejdsmetode og ham selv.  

Vil du se mere fra Lars Rank? 

Butik: MADE HERE, Wildersgade 23A, 1408 København K

Hjemmeside: www.rank.dk

Instagram: @larsrankkeramik

Lars Rank ceramics studio MADE HERE in Copenhagen

Kristina Vildersbøll 

Kristina kender jeg egentlig fra min studietid på Designskolen, hvor vi dog var ikke på samme årgang og havde også orlov på skift. Jeg har for alvor lært Kristina at kende på markeder og messer, præcis som med Lars. Der er ikke noget som en messe i Herning, der kan tømre folk sammen ;-)

Kristina har et utrolig fint udtryk i sin keramik, som forener praktik, systematik og et feminint udtryk. Glasurerne er bløde og fader i farverne, på de stramt spændte kurver. Hendes produkter ligger super godt i hånden og jeg tror de afspejler Kristinas arbejdsmetode.

Oveni det er Kristina, det sødeste og mest smilende mennesker, der altid er klar til sparring. Hun har det fineste værksted på Islands brygge og er med i butiksfællesskabet Designkollektivet på Jægersborggade 5 på Nørrebro.  

Vil du se mere fra Kristina Vildersbøll?

Studio og værksted: Thorshavnsgade 6, kl. th., 2300 Copenhagen S 

Butik: Designkollektivet, Jægersborggade 5, 2200 KBH N

Hjemmeside: www.vildersboll.dk

Instagram: @vildersboll

Kristina Vildersbøll ceramic studio in Copenhagen

Tina Marie 

Tina er også én af dem jeg har stået side om side med på markeder og messer og ikke mindst det med dårlige jokes. Tina har et meget fint formsprog, der rækker tilbage i keramikken på en meget nutidig måde. Hun er super god til at skabe en helhed i form, farver og indretning. Hendes værksted og butik er så meget Tinas udtryk - ja helheden er bare meget gennemført.

Tinas produkter ser umiddelbart meget traditionelle ud med et pottemager-agtigt-udtryk, men så er der hanke, håndtag og greb, samt former, der er sammensatte så de får deres eget udtryk og farver og overflader, der gør det til sit eget univers. Mange af Tinas produkter ligger i feltet mellem brugsprodukter og unikaobjekter. Hendes keramik forbliver fantastisk. 

Vil du se mere fra Tina Marie? 

Studio: Vesterbrogade 175, 1800 Frederiksberg

Hjemmeside: www.tinamariecph.dk

Instagram: @tinamariecph 

Tina Marie ceramics

  

Tak fordi I støtter de lokale håndværkere

Som keramiker er det skønt at mærke det engagement, vores kunder, har for vores håndværk. I er nysgerrige, imødekommende, interesserede og støttende, og det har man i den grad kunne mærke særligt i år, hvor der har været ekstra fokus på at støtte op om de små virksomheder. Det betyder meget - tak! 

Næste søndag udkommer endnu et adventsskriv - I må vente en uge med at læse om det, men vi glæder os allerede til at udgive det. 

Rigtig god første søndag i advent fra Sussi og resten af WAUW design teamet. 

Sussi Krull