Tone Serien - farverne er tilbage på bordet

Tone Serien - farverne er tilbage på bordet

Hermed et længeventet skriv om Tone-stellet, som efterhånden har været i sortimentet et par år. Stellet bestod i begyndelsen af fire varianter, men er nu faldet godt på plads med tre farvevarianter: Yellow, Apricot & Olive. 

Bordopdækning i afdæmpede pastelfarver 

De seneste år er farverne - heldigvis - kommet lidt tilbage i hjemmene og på bordene. Vi er gået mere fra det hvide og lidt kolde, til det varme og farverige. Bevares, vi er jo i Skandinavien, så for meget farve skal man lede længe efter, men vi er blevet bedre til at lade farverne spille en rolle blandt de hvide toner. 

Tone serien 

Tone serien består af tallerkener, fade, kopper med og uden hank, samt en mælkekande og forhåbentlig også snart en tekande og smørskål. Både tallerkener og kopper kommer i flere forskellige størrelser. Stellet er lavet i lys stentøjsmasse, som har en silkemat overflade, der bl.a. gør kopperne enormt behagelige at drikke af og holde på. 

Tone-serien er blevet taget rigtig godt imod, og mange kunder har kommenteret på den silkebløde overflade, og den behagelige måde, som kopperne ligger i hånden på. Det er så dejligt at høre, da det netop var vigtigt for mig i udviklingen af serien. 

Tone-tekande og smørskål er på vej

Jeg har noget med tekander. De er enormt dekorative på ethvert bord, og udviklingen er både krævende men også meget kreativ. Den skal jo være funktionel og i tråd med resten af et stel, men samtidig må den også gerne skille sig ud og være noget særligt. 

Tone-tekanden samt den gode, gammeldaws' smørskål er under udvikling, men som med så meget andet tager det tid at nå til det perfekte slutresultat, og når man har med ler og porcelæn at gøre, så kan det have sine egne veje nogle gange. Der testes en masse, og forhåbentlig kan jeg snart løfte sløret for de færdige produkter. 

Inspiration til at dække et smukt bord

Man kan dække bord på mange måder, og man har naturligvis sin egen måde at gøre det på. Hvis man nu alligevel har brug for nogle tips og tricks til hvordan man kan gøre sin borddækning lidt mere levende, så har vi samlet lidt forslag herunder.  

  • Arbejd med højderne. Lad nogle elementer gå lidt i højden, så ikke alle ting ligger fladt på bordet. Det kan være høje lysestager, blomster eller vinglas, som bryder med bordets overflade og lader borddækningen fylde lidt mere i rummet. Husk dog, at man altid skal kunne se dem, der sidder på den anden side af bordet ;-) 
  • Kombinér det farverige med det hvide. Farverne er tilbage, ja, men det betyder jo ikke at alt ens gamle, hvide keramik skal ryge sig en tur. I stedet kan det se meget smukt ud at kombinere det farverige med det hvide. Hvis man ikke kan lide at det larmer så meget, kan man vælge servietter, lys og/eller blomster, der er i samme toner, så man holder sig til få farver. 
  • Leg med materialerne. Keramik, stof, glas, porcelæn osv. osv. gør sig rigtig fint i kombination med hinanden. De forskellige overflader giver sit eget spil til bordet, og i kombination kan de give et fint helhedsudtryk, som er mere levende end hvis det hele var det samme. De bløde og organiske elementer som servietter og blomster bryder fint med det lidt hårde udtryk, som keramik og glas kan have. 

Det er blot til inspiration - håber det kan bruges. 

Sussi Krull