Juletid hos forhandlere - del 2
D. 1. december udgav vi et skriv om juletiden her hos WAUW design samt hos to af vores dejlige forhandlere. Her kommer endnu et skriv, hvor vi har talt med Line fra Højkant i Århus og Heidi fra DesignerZoo i København. Vi håber at I alle har en hyggelig december, hvor end I befinder jer!
Vi vil også gerne komme med en opfordring til at fortsætte med at være så gode til at støtte de lokale - det gør meget! Så gå en tur i dit lokalområde og se hvilke spændende forretninger, der ligger der.
Julestemning hos Højkant i Århus
Hvad gør du for at få julestemning i din butik?
Jeg fylder ekstra godt op på hylderne og laver julevindue med lyskæder og julesager. Nogle dage bager jeg julekager, så det dufter af jul, når kunderne kommer ind. Hvert år laver jeg en konkurrence, hvor kunderne kan vinde en adventskalender til sig selv og 2 venner - den er altid et tilløbsstykke og skyder ligesom julen i gang :-) Sidste år fik jeg trykt vores helt eget julegaveindpakningspapir, og det er fantastisk at pakke kundernes gaver ind i det! Nå ja, og så ryger der julejazzkanal på højtalerne ;-)
Hvad holder du mest af ved december måned?
Jeg bager julesmåkager med mønster i hvert år - lidt a la mønstrene i bolcher. Når det er gjort, så starter julen for alvor. Jeg er vild med lyskæderne, der pibler frem overalt. Det er simpelthen så megahyggeligt! Hvert år står jeg selv i butikken den 23. december og hjælper kunderne med at finde de allersidste gaver. Det er endda blevet en tradition, at den 23. hedder 'Mandedag', da det typisk er mænd, (ofte med et lidt vildt blik), der kommer ind ad døren og mangler gaven til konen eller kæresten. Vi finder altid en rigtig go løsning, så julefreden sænker sig over dem ;-)
Er der nogle julearrangementer i din by, som du glæder dig særlig meget til? (Under normale omstændigheder)
Apropos lyskæder, så er jeg fuldstændig vild med lyset på strøget i Århus. Jeg kommer meget nødigt på Strøget i løbet af året, men liiige i december, så går jeg der gerne om aftenen alene, for at gå under det smukke lys.
Glædelig jul herfra Århus!
Find Højkant på Instagram under navnet @hojkant
Julelys og hygge hos DesignerZoo på Vesterbro
Hvad gør du/I for at få julestemning i din/jeres butik?
Vi elsker at fejre julen og gør derfor noget ekstra ud af at pynte butikken op til jul, skrue op for julemusikken og have julegodter til kunderne i butikken. Vi er særligt kendte for at vores facade lyser op og skaber en stemning her på Vesterbrogade. De lokale siger altid ”Det er ikke jul på Vesterbro, før der er lys på facaden hos Designer Zoo”. Hvert år fylder vi butikken med fint håndlavet julepynt fra vores 75 danske kunsthåndværkere. Vores trofaste kunder står altid i kø for at få fingrene i de unikke ting vi får ind, og vi glæder os over at folk elsker at komme igen år efter år.
Hvad holder I mest af ved december måned?
Stemningen til jul er noget helt særligt, for os handler det i høj grad om at glæde andre. Vi elsker samværet og nærværet med familie og venner og vi elsker at give, og vi vil helst give noget der har betydning! Hver gang du køber en gave hos os, er det mere end bare en ting. 95% af vores varer er håndlavet af en dansk kunsthåndværker. Så hver gang du køber en gave hos os, bidrager du til danske arbejdspladser, bakker op om nye danske designtalenter og kunstnere og er med til at videreføre den stolte danske håndværkstradition. I år er det ekstra vigtigt, at vi bakker op om hinanden i Danmark, især de mindre virksomheder, som er hårdt ramt under covid-19.
Er der nogle julearrangementer i din by, som du glæder dig særlig meget til (under normale omstændigheder)?
I Designer Zoo har vi en tradition for at afholde et stort julearrangement, hvor trofaste kunder kommer fra nær og fjern for at hygge med os, imens de får ordnet julegaveindkøbene. I år har vi pga covid-19, valgt at fordele det ud, så vi i år julehygger hver weekend indtil jul. Humøret på sit højeste og vi sørger for god julestemning og lækker gløgg.
Rigtig god jul fra os hos DesignerZoo!
DesignerZoo kan findes på Instagram her: @designerzoo